Rejsegilde i KreativitetsHuset i Lildstrand
24. oktober 2024
En vigtig milepæl er nået!
Torsdag d. 24. oktober 2024 gik flaget og egeløvskransen til tops over KreativitetsHuset i Lildstrand. Anledningen var rejsegilde til markering af byggeriets Fase 3, der omfatter værkstedslængen og 2 nye “uderum”.
Foreningens byggeansvarlige bestyrelsesmedlem Jørgen Holst holdt tale, hvor han roste håndværkerne fra hovedentreprenøren Granly A/S, Fjerritslev og Agesen El ApS, Fjerritslev for det fine flow og den effektive organisation på byggepladsen.
Og stor tak til vores frivillige arkitekt Annie Rødbro, som har medvirket til, at vi har opnået de nødvendige dispensationer hos Thisted Kommune, herunder dispensation til det meget flotte SOLAR tag, som nu er klar til at producere strøm til keramikovnen m.m.
Bevillinger: Fase 3 – renovering af værkstedslængen inkl. etablering af uderum er finansieret af Landdistriktspuljen med den fornemme bevilling på 1.496.000 kr.
KreativitetsHuset har desuden modtaget 20.000 kr. fra Sparekassen Thy Fonden til nyt værkstedsinventar.