Velkommen til KreativitetsHuset i strandkanten - Lildstrand

Skriverefugie, kunstner-retreat, forfatter-retreat, naturterapi-retreat, galleri, kurser, workshop, vandreophold og udlejning af værelser

Vi tilbyder:

• De perfekte rammer til din kreativitet, din udstilling og rekreative aktiviteter
Faciliteter, hvor du kan afholde dine workshops, med eller uden overnatning
• Værkstedsfaciliteter til keramik, malerkunst, billedkunst, m.m.
• Hyggelig kunstnerbolig med plads til tilbagetrækning og arbejdsro
• Refugium, hvor du kan skrive uforstyrret på din bog

… Vi har Danmarks – måske eneste – handicapvenlige kunstnerbolig med eget toilet/bad.

KreativitetsHuset byder på en fantastisk natur med højt til loftet, et fantastisk lys, vindens susen, havets brusen og om natten en fantastisk stjernehimmel.

… Derfor har du også mulighed for overnatning i vores dejlige værelser, når du er på vandre-/cykelferie ad Kystsporet, på stjernekik på Bulbjerg Dark Sky Park Bulbjerg eller på fuglekik i Vejlerne – Nordeuropas største fuglereservat. 

Bor du i KreativitetsHuset får du gratis adgang til vandreture i Thy. Se mere på Vandreophold.dk.

Køb et gavekort her.

Værkstedsfaciliteter

KreativitetsHusets værkstedsområde Hestestalden med depotrum er på 66m2, hertil kommer særskilt kursuslokale og foredragssal Butikken på 35m2. Der er gode udendørsarealer til hhv. parkering og andre aktiviteter, som f.eks. pileflet, raku-brænding og meget mere. 

Værkstederne indrettes med udstyr, der understøtter billedhuggerarbejde, raku/keramik, grafik, maleri, akvarel, håndlavet papir, pileflet, stenmaleri og sliberi. Værkstederne kan håndtere kurser til 5-12 personer, alt efter aktivitetstype og vejr.

Værkstedsfaciliteterne omfatter: En stor og en lille keramikovn, 3 el-drejeskiver, en æltemaskine, 5 skoleborde med 10 bænke. Desuden findes der 6 gulvstaffelier, 5 bordstaffelier, en grafikpresse med filt, ruller og vandkar. Og vi har et lille mørkekammer til fotokunstnere.

Det forventes, at kunstnere selv medbringer papir, farver, pensler og andet materiale, som deres kreative aktiviteter kræver.

Kunstnerboligen er egnet til retreat for forfattere og kunstnere, der trænger til arbejdsro. Stuen er indrettet med et hæve/sænkeskrivebord og en god skrivebordsstol.

Butikken kan lejes til kurser, foredrag, udstillinger, markeder m.v., eller stilles til rådighed til arrangementer i samspil med det overforliggende forsamlingshus, Hawboernes Hus. Lokalet kan rumme 15-25 personer, alt efter aktivitet.

Værkstederne er åbne, dvs. at besøgende kan se på under hensyntagen til de igangværende aktiviteter. Ligesom værkstedsfaciliteter kan lejes på timebasis/dagsbasis efter først-til-mølle-princippet. 

KreativitetsHuset har rammerne til afholdelse krea-workshops for læring i og med naturen for børnehavebørn og skolebørn i NordThy.

Inspirationen kan hentes i den flotte natur blandt:

• Havets og fjordens fisk og fugle – raku/keramik, grafik, maleri.
• Klitheden og klitplantagens planter – håndlavet papir med planter, grafik, foto.
• Strandens sten og fossiler – den geologiske vinkel og stenkunst.
• Himlen og naturens motiver i farver, lys og stemninger – malerier, akvarel, grafik, foto.

Rammerne

KreativitetsHuset ligger i den lille kystby Lildstrand blot 150 m fra fiskernes landingsplads.

Huset – den gamle købmandsgård – er indrettet med værkstedsfaciliteter til diverse kunsthåndværk, kunstnerbolig og kursuslokale til udstilling/kurser samt 2 enkeltværelser og 3 dobbeltværelser med mulighed for opredning samt fællesfaciliteter til kursister og B&B. Der er niveaufri adgang til alle KreativitetsHusets fælles faciliteter

… vi har Danmarks – måske eneste – handicapvenlige Kunstnerbolig med eget toilet/bad.